Farvel til Kent #4

"Den sista sången" fader ud, og alt er slut

Som jeg, efterhånden, har skrevet et par gange i dette forum, siges der i denne tid farvel til Verdens Bedste Band, Kent. Og for mit vedkommende sker det blandt andet også med tre koncerter med bandet. Eller skete - for søndag aften i København sluttede det hele. Efter, at jeg forinden også havde oplevet dem i Malmö og Aarhus.

Tre koncerter med samme band indenfor kort tid, kan lyde af meget, men ligesom når du genser en god film, foldede nuancerne sig ud og du lagde mærke til noget forskelligt fra gang til gang. Og hver koncert stod som et unikt statement. Et unikt farvel.

Fælles for koncerterne var, at alt gik op i en større helhed. Nordisk melankoli, visuelle effekter og sætliste.

Den nordiske melankoli er selve bandets DNA - både i sang, tekster og musik. Sangene kredser om tab og længsel, Joakim Berg synger fra dybeste af sit hjerte, og han og resten af bandet orkestrerer guitar, bas, trommer og synths i et samspil, der både rummer det storladne og det afdæmpede.

De visuelle effekter spillede smukt sammen med sangene, og gav den her helhedsfølelse - det var ikke "bare" et lysshow, men filmiske effekter med børn, hest, tigre og naturens elementer.

Sætlisten var skåret over bandets sidste album, men med fine afstikkere til bagkataloget. Den var stort set enslydende for alle tre koncerter, men alligevel med nogle udskiftninger. Og gav mig mulighed for at genopleve sange, jeg ellers havde glemt med dem. Bevares, der manglede mange, men sætlisten hang satans godt sammen. Også for de ældre sange, der var blevet skåret over skabelonen for det nyere og mere elektroniske udtryk, bandet har haft de senere år.

Så når jeg nu tænker tilbage, sidder jeg igen med en klump i halsen og gåsehud. Det blev et mere end værdigt farvel, og tiden må vise, hvilken vej bandets medlemmer nu går. Jeg håber, de fortsætter ad musikkens vej.

Tak for alt til Verdens Bedste Band. Tak for musikken. Tak for oplevelserne.