søndag den 17. april 2016

Dagbog fra Rom #2

Det er nu blevet tid til at skrive andet og sidste kapitel om mine rejseoplevelser i Rom.
Jeg gjorde noget, man ikke måtte -
knipsede et billede i Det Sixtinske Kapel

Mandag
Trætheden i hoved, krop og ben er ved at indfinde sig. De mange km., varmen og oplevelserne sætter sit præg. Men af sted, det skulle jeg. Feriens første egentlige planer - nemlig Vatikan-museet, Det Sixtinske Kapel og Peterskirken. Selve museet skuffede lidt, men kapellet var svimlende smukt. Og det samme er Peterskirken. Et sted, der kalder på andægtighed og fordybelse. På hjemturen lagde jeg blandt andet vejen forbi Castel Sant' Angelo og Campo de' Fiori, der er et spændende marked med især italienske delikatesser.
Tirsdag
Igen en dag, hvor solen brændte fra en skyfri himmel, og mit ansigt er efterhånden mere rødt end en rødmende nyforelsket. Tempoet er sat ned, men flere oplevelser skal ind på kontoen. Så på raske fjed mod Colosseum-området. Jeg kunne først komme ind i Colosseum 14.30, så jeg lagde ud med Palatinerhøjen og Forum Romanum. Imponerende syn, og spændende at gå rundt blandt ruinerne. Det blev også til en afstikker til Circus Maximus inden, at Colosseum ventede. Men endelig kom jeg ind, og det var spændende at gå rundt der, hvor mange store slag havde stået. På hjemturen lavede jeg et pitstop i den nærliggende Parco Oppio. Endnu én af byens mange oaser.

Onsdag
Tid til hjemrejse. Der blev dovnet på værelset og gået rundt i nabolaget ved hotellet og Termini. Suget de sidste indtryk til mig og ladet de mange, mange andre indtryk bundfælde sig.

Opsummering
Alt i alt en oplevelse for livet, og jeg kan kun give byen mine varmeste anbefalinger. Selv skal jeg helt sikkert af sted igen.

Jeg fik nået det, jeg gerne ville, og mere til. En masse oplevelser under en blå himmel og høj sol, men også slappet af og bare være i nuet. Det gav også en indre ro. Udover de mange kendte steder og områder, byen byder på, er den virkelig fed og hyggelig at slentre rundt i - og bare lade nysgerrigheden råde. Gå ad små stræder, gennem parker og over byens mange pladser.
En lækker risotto ovenpå en lang dag

Desuden spiser man usandsynligt godt i byen, og de fleste steder til en rimelig penge. Betjeningen er i top og imødekommende, og det var skønt at sidde udenfor og nyde en lækker risotto eller spagetti.

Inden, at jeg tog afsted var jeg lidt skeptisk ved det at tage alene på ferie, men jeg havde besluttet, at det ikke skulle være nogen hindring. Jeg savnede at dele oplevelserne med nogen og at opleve byen sammen med én, men så kunne jeg i stedet nyde mit eget selskab....., og i stedet blev det til en god portion selvforkælelse og fordybelse over de ting, der p.t. fylder op.

Afbrækket var også tiltrængt ovenpå nogle hektiske måneder, såvel privat som arbejdsmæssigt, så det var rigtigt rart at se noget andet, opleve noget og ikke mindst få opladet batterierne igen.

Tak til Rom for en kæmpe oplevelse. Tak for, at I læste med.

Ingen kommentarer: