Én af de bedste imperial stouts, der kan opdrives fra et dansk bryggeri, er den fra Det Lille Bryggeri. Og forleden fik jeg smagt den udgave, der har lagret på Barolo-fade i hele 384 dage. Øllen holder 10,2%, men smager ingenlunde sprittet. Den er meget kraftfuld i smagen, men ikke voldsom fyldig, hvilket klæder den meget. Blandt smagsnoterne noterer jeg chokolade og figner, og så netop rødvin. Og lagringen på barolo-fadene har netop givet øllen endnu mere kant og karakter. Nogle gange kan lagringen på forskellige fade skære for meget igennem, men her er den balanceret meget fint. Den vinøse præg gør også, at der er tale om en decideret nydeøl. Jeg købte to flasker af den, og den anden får lov til at lagre et par år før, at den bliver åbnet. Og med denne øl, holder Ugens Øl pause her på bloggen den næste måneds tid, da bloggeren mere eller mindre er tørlagt frem til efter Berlin Marathon 27. september.
Øllen blev købt hos Den Lille Gaardbutik i Bringstrup ved Ringsted. Skål!
For et par måneder udsendte FFS deres selvbetitlede soloalbum. FFS er et samarbejde mellem skotske Franz Ferdinand og amerikanske Sparks. Sidstnævnte kender jeg ikke meget til, mens Franz Ferdinand er blevet lyttet meget her på matriklen, hvor deres evne til at trække indie-rocken ud af den surmulende skygge og ind på dansegulvet har vakt begejstring. Deres seneste albums har været af meget af svingende karakter, mens den selvbetitlede debut og efterfølgeren, You Could Have It So Much Better, fortsat står højt på min liste over gode albums. Men noget tyder på, at samarbejdet med Sparks, har givet bandet ny energi og nyt mod, for der er tale om et album af meget høj kvalitet. Musikalsk er der skruet gevaldigt op for den elektroniske maskinpark, og nogle gange grænsende til det svulstige, men også satans ørehængende. Vokalen deles ligelig mellem Kapranos fra FF og Russell Mael fra S, og de supplerer hinanden vældigt godt. Personligt synes jeg, at albummet er bedst, når det ligger op af opdateringer af Franz Ferdinands gennembrudshit, Take me out, mens det andre gange er lige ved at lande i kurven fra Queens overskudslager. Alt i alt er der tale om et meget fint album, der måske falder ud hist og her, men samtidig understreger, at projektet har sin berettigelse. Og at Franz Ferdinand fortsat er i live, så at sige.
Første gang, jeg smagte I love you with my stout fra Evil Twin var på bryggeriets egen bar i New York, Tørst. På fad og faktisk som den første, men ikke sidste på denne fantastiske bar. Nu har jeg smagt den igen - denne gang på flaske. Der er tale om en imperial stout på hele 12%, og den skulle angiveligt være en kopi af bryggeriets julebryg, Even more Jesus. Øllen er meget fyldig, blød og rund, og bærer ingenlunde præg af de mange procenter. Den er derimod ganske sødlig, og med rosiner og kakao blandt smagsnoterne - også når du dufter til den. Det er en rigtig nydeøl, der også understreger bryggeriets meget høje kvalitet. Og støder jeg på den igen, hentes der mindst to flasker hjem, så den ene kan stå og lagre i et par år. Det tror jeg kan give en endnu mere spændende og god øl. Øllen blev købt i Ølbutikken i København. Skål!
Et af de første svenske bryggerier, jeg stødte på, da ølinteressen for alvor tog fat, var Nils Oscar. I dag ser jeg sjældent bryggeriets øl hos danske øl-pushere og ølbarer. Men forleden fik jeg smagt deres Hop Yard. En IPA, der holder 7,3%. Øllen er i den meget humlede og bitre ende, og bitterheden hænge længe ved - på den gode måde! Blandt smagsnoterne noterer jeg også citrus og abrikos. Men generelt en ganske tør øl, der bør nydes uden ledsagelse, og man skal ikke lade sig snyde af, at den forholdsvis høje alkoholprocent ikke skinner igennem. Samtidig er øllen en understregning af, at der brygges mangt en god øl i det svenske, og at Nils Oscar fortsat hører til i den gode ende af skalaen.
Den 27. september stiller jeg til start i Berlin Marathon, og træningen frem mod dette, har jeg flere gange kantet her på bloggen.
Den forløber fortsat planmæssigt, men er de seneste uger blevet sat lidt tilbage - som følge af en overbelastningskade i venstre hofte. Nogle gener, der har været der længe, men nu kunne de ikke ignoreres længere.
Og hvor jeg må erkende, at jeg har været FOR dumstædig i min træning. Jeg har troet, at jeg kunne træne, som i mit første løberliv (det vil sige, da jeg var i begyndelsen af 30'erne) og har ikke rigtigt lyttet efter, når eksempelvis ældste-niecens kæreste og svigerfar, Benjamin og Kurt, og min gode veninde, Lisbeth, har sagt, at jeg har trænet forkert - og for meget. Foruden skaden, kom selverkendelsen også, da Lisbeth en dag viste mig det træningsprogram, hun fulgte, da hun for et par år siden løb Berlin Marathon. Et program, der var lagt helt anderledes an end, hvad den tykhovedet her havde gjort.
Men nu er jeg i behandling hos en fysioterapeut, og er fuld af fortrøstning. Det skal nok gå(!). Men for at aflaste mine ben, men fortsat holde gang i træningen, har jeg fundet min nu 21 år gamle racercykel frem. Den har jeg tidligere skrevet om i dette forum.
Det er indtil videre blevet til tre ture - to sammen med førnævnte Lisbeth og én i eget "tempo" - og jeg er allerede blevet ramt - igen! For jeg synes, at der er mange fordele ved cykling. Du kommer (nogenlunde...) hurtigt omkring, det er nemmere at variere ruterne, hvor du kan komme ad veje, du ellers ikke ville opleve, og så får du nogle gode naturoplevelser, hvor du oplever årstidernes skiften på nærmeste hold - på markerne, skoven, haverne, du passerer med videre. Og netop kombinationen af god motion og naturoplevelse er det, der trækker mest ved cyklingen. Selv om den også er der, når du løber, men på cyklen er der ofte mere overskud.... Der er også det sociale element, hvor det er nemmere at tale sammen med den/dem, du eventuelt cykler sammen med. Og jeg er lidt af et snakkehoved... Endelig er der også noget nærmest meditativt over træningen. Du nyder turen - eller så meget, som du nu kan... - og tankerne får lov til at flyve afsted.
Ulemperne er, at cykling er mere tidskrævende end løb. Du skal bruge tid på at vedligeholde og klargøre havelågen, du kan punktere eller få andre defekter undervejs, du skal bruge mere tid på et træningspas for at få noget ud af det, og så er det en dyrere sport at dyrke - om end ingen siger, at du skal køre på en carbon-ramme, og med udstyr til 20-30.000.-. Min egen Olmo vejer velsagtens det samme som 4 carbon-rammer tilsammen, men jeg kommer da rundt... Og jeg vil ikke udelukke, at cykeltræningen/-turene genoptages til foråret. Det kunne være i den lokale motionsklub, RIMO, hvor jeg i forvejen løbetræner, eller "blot" ture rundt om på Sjælland i godt selskab eller eget tempo.
Et af mine absolutte yndlingsbands de seneste 20 år, er engelske Saint Etienne, hvor deres melankolske popsange altid rammer mig lige midt i hjertekulen, og med sange til såvel danseskoene som eftertænksomheden. I forgrunden står gudeskønne Sarah Cracknell, der med sine blide og tilbagelænede stemme fremfører sangene med stor overbevisning - på såvel plade som live. Og ved siden af bandet, kører hun også en sporadisk solo-karriere, hvor hun i 1997 udsendte sit første album i eget navn, Lipslide. Og i juni måned sendte hun så opfølgeren på gaden. Albummet hedder Red Kite, og det har jeg nu fået lyttet en del gange. Og stigende begejstring. Albummet lægger tæt op af lyden fra Saint Etienne, men også med stor spændvidde - fra tresserpop over disco til firser-synth, men uden at ryge i den klichefyldte kasse. Og der er up-tempo og ballader i skøn forening. Det giver et meget alsidigt album, hvor de bedste stunder er On the swings, Underneath the stars og Hearts are for breaking, hvor melankolien folder sig ud i fuldt flor. Alt i alt et album, der understreger, at hendes solo-karriere også er berettiget, og at hun har én af de bedste kvindestemmer på popscenen. Og som ganske givet lander højt på listen over årets bedste albums - i hvert fald her på matriklen. Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet:
Et af de bedste og mest spændende bryggerier i vores svenske broderland er Omnipollo. I hvert fald i min optik. Og deres Nebuchadnezzar er én af de bedste Imperial IPA, jeg nogensinde har smagt.
Jeg smagte den første gang (på fad) hos Fermentoren i København, og har siden fået den et par gange på flaske - senest forleden.
Øllen holder 8,5%, men smager af meget mere. Den er meget humlet, hvilket giver den en meget bitter og tør eftersmag. Men samtidig er den også meget frisk, hvor du blandt smagsnoterne finder citrus og tropiske frugter.
Samlet giver det en meget velafbalanceret øl, hvor du allerede ved at snuse til de ophældte dråber aner en humlet og noget frugtet øl. Og når øllet rammer ganen, fornemmer du også fyldigheden.
Det skal ikke udelukkes, at øllen kan fungere godt til forskellige retter, men jeg vil helt sikkert foretrække at nyde den uden ledsagelse.
For et par uger siden fik filmen om Amy Winehouse dansk premiere. Og da jeg var - og er fortsat - en stor fan af hende, havde jeg sat den på min liste over film, jeg gerne ville se. Så derfor var jeg også let at overtale, da yngste-niecen spurgte mig, om jeg ville med ind og se den sammen med hende.
Og det gjorde vi tirsdag aften, hvor vi lagde vejen forbi Fisketorvet. Forinden havde vi nydt en god øl hos Warpigs og en lækker salat hos Wedofood - begge i Kødbyen. Amy er en slags dokumentar, men sat rigtigt godt sammen, hvor vi også kommer ind bag hendes person og meget tæt på. Fra en glad, ung kvinde til en stofmisbruger, som bare vil være et andet sted. Meget barsk og med en tåre eller to undervejs. Du skal lige bruge nogle minutter på at vænne dig til den dokumenterende stil, men når det sker, kryber filmen langsomt, men sikkert ind under huden på dig, og du får en stærkt bevægende oplevelse. Filmen er sat sammen med private optagelser, interviews, tidligere udsendelser om og med hende, billeder med videre, og det fungerer rigtigt godt, og skaber et nuanceret portræt af én af vores tids størst stemmer, der følger Winehouse fra den spæde start til det endelige fald. Filmen er blottet for analysen, men lader det være op til publikum at sætte fortællingerne sammen og skabe sit eget billede. Og for mit vedkommende fyldtes jeg med endnu mere sympati for denne skrøbelige og talentfulde Amy Winehouse, som blot ønskede at synge og finde kærligheden, men blev udnyttet fra alle sider, og endte med at slå det hele ihjel - og skubber dem, der kun vil hendes det bedste væk. Filmens afslutning er så gåsehudsfremkaldende, at jeg fortsat er rørt til tårer, når jeg tænker på den; et af hendes livs største højdepunkter, hvor hun indsynger en duet med idolet Tony Bennett til en festivalscene, hvor hun nægter at synge, men er stærkt påvirket af stoffer og alkohol. Og så det tragiske endeligt.
Det er ikke en film, der kun henvender sig til fans, men til alle, som gerne vil se et stærkt personligt portræt af en stor sangstjerne. Jeg giver filmen 5 ud af 6 stjerner.
Jeg runder af med en personlig favorit fra hendes hånd og ånd:
Sammen med Avery, var Great Divide et af de første amerikanske bryggerier, jeg stødte på, da ølinteressen for alvor tog fart. Og i lighed med Avery, er det efterhånden sjældent, at jeg støder på bryggeriet hos ølpushere og -barer i andedammen. Men sidste år så jeg deres Yeti Imperial Stout på hylderne i Systembolaget, og en flaske røg straks med hjem. Den er nu blevet nydt. Yeti er en øl, der scorer endog meget højt på Ratebeer, men det er også fuldt fortjent, for der er tale om en ypperlig imperial stout. Den holder 9,5%, men er på ingen måde sprittet. Den er meget blød og fyldig i smagen, og balancen mellem ristet malt, chokolade, lakrids, kaffe og tørret frugt er fuldendt til det perfekte. Øllen vil ganske givet stå godt til en chokolade-dessert, men jeg vil helt sikkert foretrække den uden ledsagelse - så det er den, der er i centrum. Det eneste minus, jeg kan komme på er, at jeg kun købte én flaske med hjem, for det kunne være interessant at smage den igen efter et par års lagring.
Øllen blev, som nævnt, købt i Systembolaget. Skål!
Om tre uger er jeg i Dublin, og det i forbindelse med den årlige studietur med Ølklubben. En tur, vi alle ser meget frem til.
Det bliver også mit første besøg i Irland. Jeg har altid været fascineret af Irland - historien, naturen med videre - og derfor har landet trukket meget i mig, rejsemæssigt. Og derfor glæder jeg mig til at opleve Dublin Castle, Trinity College, St. Patrick’s Cathedral, byens hyggelige vandingshuller med videre, ligesom vi undervejs tager en afstikker til byen Howth, der ligger lidt uden for Dublin.
Men Irland har også en spændende musikscene, med især U2, som det helt store fyrtårn, og gennem de seneste 25-30 år har jeg lyttet til mangt et irsk band. Derfor kan den kommende tur passende markeres med tre sange fra irsk ånd og hånd:
