Et af sidste års mest anmelderroste albums var 1989 med Taylor Swift. Jeg nåede aldrig forbi albummet, men på det seneste har hendes single, Blank Space, været spillet en del i radioen. Og da jeg sætter stor pris på god popmusik, blev jeg fanget, for sangen af satans fængende.
Derfor har jeg også de seneste uger dykket ned i albummet. Et popalbum, der holder et overraskende højt niveau, og som trækker på inspiration fra scenens fineste navne. Det er Robyn, det er Madonna anno firserne, det er Lana del Rey, men alligevel sætter Swift også sit eget præg på sangene.
Albummet er meget velproduceret, og meget er ganske givet ikke overladt til tilfældighederne. Der er up-tempo og ballader i skøn forening, og musikken er præget af synths og stor inspiration fra firserne. Samtidig er temaerne er de velkendte; pige møder dreng, med de glæder, forviklinger, tab med videre, det ofte medfører.
Det kan ofte ende i den ferske og klichéfyldte skuffe, men Swift formår at give sangene varme og autencitet. En medvirkende årsag hertil kan også være, at hun selv har været med indeover sangskrivning og produktion.
Alt i alt giver det et meget helstøbt popalbum, og det er fuldt fortjent, at det ved såvel udgivelsen som årslisterne fik en meget fin modtagelse.
Nok snak - her er ugens uundgåelige her på matriklen:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar