fredag den 23. januar 2015

En sort aften i Ringsted

Ét af de mest traditionsrige arrangementer hos Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling er porter-/stout-smagningen. Eller Sort aften, som den gik under onsdag aften i Ringsted Kulturhus.

Et arrangement, der vanligvis er et stort tilløbsstykke blandt de lokale ølentusiaster, og det var også tilfældet i år. Det forstår man jo godt, for porter og stout er nogle dejlige øltyper!

I lighed med tidligere år, havde lokalafdelingen fundet en række spændende øl frem, og for fleres vedkommende var det første gang, jeg stiftede bekendtskab med dem. Men absolut ikke sidste gang.

Aftenens tovholdere, Leif Nygaard og Asbjørn Hedegaard, ledte os gennem smagningen af de 10 øl, hvor der blev fortalt om øllet, bryggeriets historie med videre. Det på en god og oplysende måde.

Aftenens vinderøl er i glasset
Aftenens vinder blev Imperial Stout 2014 fra Shadow Brew, som jeg selv tidligere har skrevet om. I et felt af lutter gode øl, var den også min egen favorit. Stærkt forfulgt af Christmas Eve at a New York City hotel room fra Evil Twin. En Imperial Stout på 10%, som var meget rund og velafbalanceret i smagen.

Aftenen bød også på et glædeligt gensyn med Old Rasputin Russian Imperial Stout fra North Coast. Det er nogle år siden, at jeg senest smagte, og til trods for, at jeg siden har smagt mange fremragende imperial stouts, står den fortsat, som én af mine absolutte favoritter under denne øltype.

Alt i alt endnu et glimrende arrangement i regi af Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling.

Skål!

Ingen kommentarer: