Nu har han, efter fem års albumpause, sendt sit 10. album på gaden, World peace is none of your business. Og selvom det er betragteligt bedre end nogle af de foregående, bliver jeg simpelthen ikke fanget af det. Morrisseys særegne og karakteristiske stemme er intakt, men det musikalske modspil er for tyndbenet, om end det klæder ham, at han er gået lidt bort fra det mere rockende udtryk fra de seneste albums. Dertil kommer, at jeg vist har fået nok af hans fingerpegende og bedrevidende attitude. Bevares, der er fortsat bid i hans skarpe pen, men vi har hørt det hele før - dyremishandling, holdningsløse mennesker og så videre, og hvor ægteskab, "sportsidioter" med videre også får en tur gennem møllen.
Men der er naturligvis mange fine øjeblikke på albummet, som eksempelvis Kiss me alot, der skriver sig ind blandt noget af det bedste, han har præsteret. Og så er jeg nok "bare" farvet af, at jeg har lyttet så meget til hans musik. Alt i alt er der tale om et fint album, men tiden er ved at løbe fra Morrissey - i hvert fald her på matriklen.
Det er den så ikke for The Raveonettes, der nærmest ud af det blå sendte et nyt album på gaden for et par uger siden. Titlen er Pe'ahi, og bandets syvende i rækken. Hvor de på deres første albums var meget støjende og nedbarberede i deres musikalske udtryk, har de på deres to seneste albums gået popvejen og bredt lyden ud. Disse to udtryk samler de så på Pe'ahi, og tilføjer inspiration fra triphop, som vi kender det fra Massive Attack og Portishead.
Det er der kommet et fremragende album ud af. Et album uden svage punkter. Poppen og støjen klæder hinanden, og det samme gør Sune Wagners og Sharin Foos vokaler, hvor harmonierne nærmest er sunget til perfektion. Lyden er stor og det er meget forfriskende, at bandet hele tiden prøver at udfordre og udvide den formel, deres lyd er skåret over. Og dermed understreger de endnu en gang, at de er blandt landets absolut bedste bands.
Jeg runder af med en smagsprøve fra hvert album:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar