Jeg har nu haft lejlighed til at lytte til nummeret en del gange. Og det med konstateringen af, at den storladne maskinpark, som vi ellers kender det fra deres fineste øjeblikke, er sat på stald. Musikken er primært båret af en fast trommerytmne, mens forsangeren, Jocke Berg, ironiserer over et svært egoistisk samfund. Og derfor er La Belle Epoque tæt på det, man kan kalde for en protestsang.
Personligt har jeg det lidt svært med, at de ikke rammer den sædvanlige meget melodiske og rytmiske popmelodi. Og selvom begejstringen stiger for hver lytning, er La Belle Epoque ikke det bedste nummer, de har lavet eller i nærheden af det, men når man er verdens bedste band, er det, man laver altid noget af det ypperste, der findes. Og nummeret stikker ud - på den gode måde.
Sangens egentlige styrke ligger muligvis i, at den ikke lyder, som noget, bandet har lavet tidligere. Og er dermed også en understregning af deres eminente evne til hele tiden at udvikle sig og udvide den skabelon, deres fine sange er skåret over. Og der er heldigvis intet, der tyder på, at Kent er færdige - snarere tværtimod.
Men lyt selv med nedenfor
)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar