Og når et album får en sådan karakter, bliver du som musikelsker ofte en smule nysgerrig. Og i anmeldelsen bliver der trukket på referencer til Gaslight Anthem og den mere rockede side af Arcade Fire.
Jeg ledte derfor videre efter mere om bandet, men uden, at jeg blev ret meget klogere. Udover, at de oprindeligt er fra New York, men nu Seattle, og det nye album er deres nummer 2 i rækken.
Nå, men jeg fik fat i albummet, og efter en del lytninger giver jeg Drowned in sound ret i deres bedømmelse, for det er slet og ret et fremragende og meget helstøbt album.
Referencerne til Gaslight Anthem og den mere rockede side af Arcade Fire nikker jeg også til, men føjer også Bruce Springsteen til listen. Det er stadion-rock, men også klub-rock. Det er lige-ud-af-landevejen-rock, men uden, at de falder i hullet med klicheer. Det er autentisk, melodisk, fandenivoldsk, fængende og pragtfuldt.
Læg dertil Billy McCarthys særegne stemme, hvor det lyder som om, at han råber sangene, men gør det uden snerten af falskhed.
Hvorom alting er, er der her tale om årets hidtil bedste musikopdagelse, og endnu et band, jeg gerne så på årets Roskilde - det ville ganske givet blive én af de helt store oplevelser!
Men lyt selv med nedenfor:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar