søndag den 16. februar 2014

De efterladte i Karens Minde Kulturhus

Koncerten oplevet fra forreste række
I efteråret udsendte De efterladte deres andet album, Alvorsord og Etagevask, og som det fremgår lige her, var - og er jeg fortsat - meget begejstret for det. Udgivelsen blev fulgt op af nogle enkelte koncerter, men disse passede desværre ikke ind i min kalender. Det gjorde første stop på Alvorstur februar-marts derimod, så fredag aften sad jeg, sammen med min gode ven, René, klar til, hvad der vel var min cirka 30. koncert med forsangeren, Peter H. Olesen.

Og heldigvis for det, for De efterladte leverede en slet og ret fremragende koncert. Det musikalske udtryk var, ligesom på plade, nedbarberet og analogt, og hvor Boi Holms tilstedeværelse på Moog føjede lidt mere dybde til det. Det klædte sangene, og samspillet mellem ham og guitaristen Michael Lund var eminent. 

Dertil kom, at Peter H. Olesen sang bedre end længe hørt - måske bedre end nogensinde. Og naturligvis med de fejl i teksterne, der efterhånden er blevet et adelsmærke, når han synger live! Det hører med og trækker på ingen måde ned. Snarere tværtimod!

De kom godt rundt i deres to albums samt fra tiden i Olesen-Olesen, og formåede nærmest til perfektion at variere det musikalske udtryk, og dermed også at fastholde det i øvrigt meget lydhøre publikum.

Der var mange højdepunkter over de 100 minutter, koncerten varede, men skal jeg endelig fremhæve nogle, må det være Alting om igen, Knivspids af din tro, Håbet kommer til byen, Skyerne over Sjælland set fra et tog undervejs og Set gennem en voksende rus.

Undervejs læste Peter H. Olesen op fra sin seneste digtsamling, ligesom han trakterede med anekdoter om sangene, bandet med videre. Gode måder til at binde sangene og koncerten sammen.

Karens Minde Kulturhus viste sig også at være et meget fint spillested, med en rigtig god lyd. Der var fyldt til sidste stol, hvilket gav en jovial og hyggelig stemning, og det var tydeligt, at såvel bandet som publikum følte sig komfortable.

Med andre ord, lander koncerten på 6 stjerner ud af 6 mulige.

Tak til De efterladte for en fremragende koncertoplevelse. Tak til René for endnu en hyggelig aften og godt selskab. Det hele gøres meget vel om igen, når bandet 15. maj spiller på Jazzhouse i København.

1 kommentar:

-rene sagde ...

6 ud af 6 er at tage munden fuld, men samtidig er det også på sin plads her! Det var en udsøgt begivenhed i sydhavnen. Dem der måtte synes anderledes, kom til den forkerte koncert. Det var lagt fra 'kunst og pjat og rock 'n' roll' men en ud af tre kan også gøre det; for kunst var det! Vi er unægteligt på igen senere på turen. Og taller er nok nærmere de 40 end 30. Det var vist i olesen-dagene at vi rundede der, tror jeg