torsdag den 12. december 2013

Top-10 over Nephew

Nephew markerer i disse dage en slags jubilæum - nemlig indspilningen af sangen Movie Klip, der egentligt var tænkt som et fritidsprojekt, men endte med at blive bandets helt store gennembrud. Det var ellers mere eller mindre gået i opløsning efter det komplet oversete debutalbum, Swimming time fra 2000. Jubilæet markeres med et bokssæt, indholdende bandets fem første albums, samt opsamlingsalbummet Igen & Igen.

Nephew er ét af de bands, mange elsker at hade og kritisere - uden, at jeg dog forstår, hvorfor det er sådan. Måske en jantelovsting, men hvorom alting er, er det fair nok, og smag og behag er naturligvis forskelligt. Selv kommer jeg noget sent på Nephew. Jeg stod lidt af på deres vrøvle-dansk og syntes, at mange andre bands klarede opdateringen af 80'er-synthen betydeligt bedre end Nephew gjorde. 

Men så spiller de på Roskilde den 7/7-2007, og den oplevede ændrede totalt mit syn og min oplevelse af bandet. En koncert, der illustrerede et meget velspillende band, der havde et imponerende og ørehængende bagkatalog og en forsanger, der var en entertainer af Guds nåde. Det bliver yderligere bekræftet to år senere, hvor de vælter Gimle i Roskilde med en koncert, der forevigt vil stå prentet, som én af de bedste koncerter, jeg har oplevet med et dansk band.

Og i min optik hersker der ingen tvivl om, at forgrundsfiguren, Simon Kvamm, er et af de største talenter på den danske musikscene, med stor flair for den gode melodi og for at lege med sproget. Det er også blevet understreget af hans fremragende samarbejde med Peter Sommer i De eneste to. 

Bandets udfordring er dog nok, at de risikerer at blive fanget af den læst, deres albums er skåret over - 80'er-synth og tekster, der ofte tenderer det vrøvle-danskede, men som dog har fået lidt mere kant på deres seneste to albums. Formlen virker, men skal de undgå at lande som et band, hvor publikum kun vil høre de gamle hits, er en løbende fornyelse nok en tvingende nødvendighed.

Men det ændrer ikke ved, at bandet hidtil har præsteret en perlerække af ørehængere, og jubilæet er derfor også en oplagt lejlighed til at lave en top-10 over deres bedste sange, og den er så lige her – i uprioriteret rækkefølgende:
  1. Mexico ligger i Spanien
  2. T-kryds
  3. Allein Allein, feat. Polarkreis 18
  4. Gå med dig, feat. Marie Key
  5. Worst/Best Case Scenario
  6. Bazooka
  7. Igen & Igen & 
  8. First Blood Harddisk
  9. Police Bells & Church Sirens
  10. New Year's Morning
Lad mig runde af med en smagsprøve fra deres fine bagkatalog:

Ingen kommentarer: