onsdag den 9. oktober 2013

Jeg er begyndt at gå til styrketræning....

Det kommer næppe som nogen overraskelse - for dem, der kender mig - at jeg aldrig har gået til styrketræning.....! Rent faktisk har jeg kun været i et fitnesscenter én gang - hvis der ses bort fra den spinning-træning, jeg nogle vintre har gået til - og det er vel 30 år siden, og i forbindelse med en gratis prøvetime i det første fitnesscenter her i Ringsted, Form & Figur.

Den time var mere end rigeligt, og samtidig var jeg af den opfattelse, at jeg ikke ville betale for sådan noget, når jeg kunne cykle, løbe, lave arm- og mavebøjninger og så videre ganske gratis! Men det er der nu lavet om på - eller det er måske så meget sagt, for jeg har kun været af sted 6 gange i løbet af de sidste 3 uger, så jeg kan næppe kaldes for en fast bruger!

Årsagen er, at de rygproblemer, jeg har haft siden teenage-alderen, med stadig oftere frekvens er vendt tilbage, og vel sagtens i takt med stigende alder og kropsfylde. Så da jeg i begyndelsen af september frekventerede en fysioterapeut for at få gjort noget andet ved dem end de "vanlige" knæk hos kiropraktoren, faldt dommen prompte - den søde pige fortalte "at det var meget almindeligt, at mænd i din alder, bliver stive i ryggen" og at regelmæssig træning var den bedste behandling.  Så var jeg ligesom naglet til væggen - eller træningsmaskinerne, om man vil. 

Næste skridt var at købe seks måneders medlemsskab og få lavet et træningsprogram, der skal gennemføres to-tre gange om ugen. Så nu sidder jeg så i nogle forskellige træningsmaskiner og løfter en vægt, der er betragteligt mindre end den overvægt, jeg selv slæber rundt på! Og det gør jeg hos Fysikken her i Ringsted, der er det fitnesscenter, min fysioterapeut er tilknyttet.

Nu kender jeg i sagens natur ikke byens andre fitnesscentre, men i Fysikken har jeg ved selvsyn noteret, at der er plads til alle - veltrimmede som folk med "pondus". Unge piger og drenge, der vil have en veltrænet krop. 40-50-årige, som prøver at redde, hvad reddes kan. Pensionister, som ønsker et aktivt træningsliv. Og med åbningstider fra 6 til 22 på hverdage, skulle det være muligt at presse træningen ind, så den undskyldning kan jeg ikke benytte mig af.....

Om min træning får nogen effekt må tiden vise. Indtil videre har jeg været glad for den. Og så mærker jeg muskler, jeg ikke kendte eksistensen af og er så øm i skroget, at jeg ikke længere registrerer rygproblemerne, og det er jo også en måde at komme dem til livs på!

Det er min plan, at jeg om en måneds tid også begynder på det rygtræningshold, de har, ligesom den tidligere omtalte spinning tages op igen. Jeg har jo betalt for 6 måneder og så kan jeg lige så godt prøve at få noget for pengene....Og det med det gode ordsprog "no pain, no gain" in mente!

Ingen kommentarer: