lørdag den 19. oktober 2013

Havelivet 2013

Kalenderen står på efterår, og her på matriklen betyder det også, at haven langsomt "lukkes ned" og bliver gjort klar til vinteren. Det vil sige, at der bliver hakket og revet ukrudt, klippet ned og flyttet rundt. 

Og mens, at jeg har stået med gumpen i vejret og luget ukrudt, har jeg tænkt tilbage på endnu et forår og endnu en sommer, hvor min have er blevet nydt i fulde drag. Sådan skulle det også helst være, for da jeg for nu 7 år siden besluttede at købe hus, var det netop det med haven for øje. Ikke, at jeg havde forstand på have - det har jeg fortsat ikke, men lærer nok noget for hvert år - men ønskede en have, jeg kunne gå og grave i, stresse af i med videre. 

Samtidig har det været et år, hvor jeg for alvor har oplevet, at de mange, mange timer, jeg de seneste år har brugt på at plante og pleje min have, endelig har givet afkast. Jeg har blandt andet oplevet, at behovet for at luge ukrudt har været ganske begrænset - forhåbentligt fordi, at jeg har været over det hele tiden - så selvom jeg i år har brugt mindre tid på havearbejdet, har den stået flottere.

Samtidig har jeg oplevet, at træer, buske og blomster, jeg nær havde opgivet, langt om længe sprang ud. Eksempelvis mine pæoner og min rødtjørn. En god påmindelse om, at en have også kræver tålmodighed - og det kan være en udfordring, når man, som jeg, er alt for utålmodig!

Så efter 6 år er haven nået til det punkt, hvor det primært drejer sig om vedligeholdelse. Og hvor den efterhånden står, som jeg gerne vil have, at den skal gøre. En havearkitekt vil nok korse sig over sammensætning og indretning, men det er en "learning by doing"-have. Jeg skal dog ikke udelukke, at jeg en dag booker en havearkitekt - om ikke andet, så for at få noget inspiration.

Og selvom det fremadrettet primært vil handle om vedligeholdelse, kommer der nok flere blomster og planter til, ligesom der også bliver ryddet ud i bedene i takt med, at buske, stauder med videre breder sig for meget. Endelig har jeg i et par år overvejet at bygge en støttemur ind mod den ene nabo samt bygge nogle højbede, men indtil videre er det blevet ved tanken....

Så tak til haven for endnu et dejligt år. Jeg glæder mig allerede til at tage en ny tørn, når foråret igen melder sig.

Ingen kommentarer: