lørdag den 28. september 2013

To stærke og to mindre stærke albums

Som skrevet et par gange tidligere, er “vi” her på matriklen meget begejstrede for den musik, der kan gå under betegnelsen “Blege engelske fyre, i t-shirt, og som spiller guitar”, og i denne måned er der udkommet mindst fire albums i genren. Fire albums, der alle er ganske glimrende og som bare har bekræftet mig i, at denne musik rammer durkt ned i min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag.

Det første kan meget vel ende på min top-10 over årets bedste albums, nemlig Babyshambles og deres Sequel to a prequel. Det er meget muligt, at frontmanden, Pete Doherty, læner sig op af al den sprut og alle de stoffer, han møder på sin vej, og at han og resten af bandet ofte hænger på kanten af kaos, men de er på ingen måde færdige. Bassisten, Drew McConnell, har været ankermanden bag det musikalske forlæg, og det er der kommet et stramt spillet album ud af, og som er satans velfungerende og meget varieret. Der graves i skattekisten med inspirationskilder som Kinks, Clash, Specials og The Smiths, og det hele afleveres på så imponerende vis, at albummet griber fat i dig og vokser for hver lytning.

I samme klasse er også seneste udspil fra Arctic Monkeys. De lagde i 2006 for med en gang hæsblæsende gavflab-rock, men har over de albums, der siden har fulgt, hele tiden formået at forny sig – men fortsat tro mod rockens 1-2-3. På AM fortsætter de i sporet fra det forrige album, hvor der hentes inspiration fra tresser-rocken og –poppen. Det er der kommet et slet og ret fremragende album ud af. Melodierne sidder lige i skabet, mens forsanger, Alex Turner, afleverer dem med overbevisning. Et album blottet for svagheder, og som både peger bagud og fremad.

I 2008 bragede skotske Glasvegas gennem atmosfæren med deres selvbetitlede og fremragende debutalbum. Et album, der spillede i krydsfeltet mellem Jesus and mary chain, The Raveonettes og Phil Spectors wall of sound. Lyden var tætpakket og bakket op af en forsanger, James Allan, som sang tilbagelænet og med tungen i kinden, og med en umiskendelig skotsk dialekt. Sidenhen har bandet haft svært ved at holde kadencen, og på deres nys udsendte tredje album, Later...When the tv turns to static, vil de til tider lidt for meget. Men når de rammer, så rammer de også, og sange som Choices, Secret truth og Magazine er slet og ret fremragende og af meget høj kvalitet.

Et andet band, der også bragede igennem med sit debutalbum, er Franz Ferdinand. Med deres dansable rock, ramte de durkt ned mellem indie-poppen og den mere indadvendte rockmusik. Men sidenhen har de været låst af formlen og har ikke som eksempelvis Arctic Monkeys været i stand til at forny sig. Deres efterfølgende to albums har ikke ramt samme høje kvalitet, og det samme gør sig gældende for deres seneste album, Right Thoughts, Right Words, Right Action. Det er fortsat meget melodisk, om end de visse steder lyder som ELO på en dårlig dag. Men der er dog kommet et glimrende album ud af anstrengelserne, men som altså ikke får mig helt op at ringe.

Alt i alt er ovennævnte albums med til at understrege, at 2013 bliver én af de fineste musikårgange i mange år, og så har jeg fortsat til gode at få lyttet de nye/kommende albums med Arcade Fire, Agnes Obel, Placebo, Mazzy Star og ikke mindst De efterladte.

Jeg runder af med en smagsprøve fra hver af de ovennævnte fire albums:












Ingen kommentarer: