onsdag den 12. december 2012

De bedste juleøl

Som jeg skriver her, er gode juleøl en fast bestanddel af det gode julebord. Og ikke kun, når det kommer til julefrokostbordet, men også juleaften. Den gode ølskribent Carsten Berthelsen fik for efterhånden mange år siden overbevist mig (og mange andre!) om, at julebryg i den tungere ende var langt mere velegnede til den tunge julemad end nok så god en rødvin.

Det passede - og passer fortsat - mig fortrinligt, for som jeg skrev her, er jeg ganske begejstret for det gode juleøl. Dog sætter jeg også pris på rødvin, men altså i andre sammenhænge end på bordet juleaften.

Og nærmest vanen tro, er der over det ganske land igen i år skyllet(!) mange forskellige juleøl ud på markedet, og ethvert bryggeri med respekt for sig selv, har juleøl i sit sortiment. Det betyder også, at magasiner, ølforeninger, aviser og så videre hvert år kårer de bedste juleøl. Her er et par links til nogle af disse:

Smag & Behag
Politiken
Sjællandske medier
Durst, der anmelder en juleøl hver dag i december

Selv har jeg også, vanen tro, fået smagt mig gennem en del af udvalget, uden dog nogensinde at komme bare i nærheden af at komme hele vejen rundt. Men min egen top-10, med links til Raterbeer, er gengivet nedenfor, og den er et sammensurium af, hvad der er smagt i år henholdsvis hvad der har hængt ved de senere år:
  1. Juleporter - Det lille bryggeri
  2. Gouden Carolus Noel - Het Anker. Min absolut foretrukne til juleanden
  3. Julebryg, almindelig eller Barrel aged - Det lille bryggeri
  4. Semper Ardens Christmas Ale - Carlsberg
  5. Santa's little helper - Mikkeller
  6. Julemandens trøst - Det lille bryggeri
  7. 47 - Carlsberg
  8. Golden Santa - Stronzo
  9. Stjernebryg - Herslev
  10. Secret Santa -  Amager Bryghus
Den absolutte bundskraber har været Funky Elf fra Hornbeer. En sur satan!

Højt skum og skål!

Ingen kommentarer: