Den første dårlige var Jan Sonnergaards Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. Sonnergaard har altid fået gode anmeldelser og det samme gjorde sig gældende for hans første egentlige roman, Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. Romanen er et portræt af firsernes København, med referencer til den tids musik så som The Cure og Joy Division og en række begivenheder i BZ- og yuppie-miljøet, og med slet skjulte og spiddende karakteristikker af blandt andet Klaus Riskær. Der er momentvis fine øjeblikke, der også kalder på grinet, men alt i alt en ligegyldig læseoplevelse, hvor jeg til sidst mere end skrålæste siderne. Og en roman, der nok skulle have været gennem redigeringsmaskinen en del gange mere inden udgivelsen.
Den næste roman var ikke ret meget bedre, den krititikerroste Én af os sover af Josefine Klougart. Her fik anmelderne fanget mig på det forkerte ben, hvor jeg fik indtrykket af en kvindelig pendant til eksempelvis Jakob Ejersbo eller Erling Jepsen. Men jeg tog fejl, og der er mere tale om én, der gerne vil være som Helle Helle, men uden at være i nærheden af hendes niveau. Temaet er afsavn, længsel og forladthed, men der er hverken hoved eller hale i romanen, der i min optik aldrig kommer i gang. Og jeg gav op knapt halvejs. Jeg skal dog ikke udelukke, at den får en chance til en anden gang, for især hendes måde at arbejde med sproget er ganske spændende og der er heller ikke noget forkert i romaner, der stiller krav til læseren. Vist nok....
Meget bedre blev det så, da jeg tog fat på Christian Jungersens Du forsvinder. Christian Jungersen leverede fremragende oplevelser i form af Krat og Undtagelsen, så mine forventninger til hans nyeste, Du forsvinder, var høje. De blev indfriet. Jungersen skriver, så du bliver suget ind i historien og fastholder dig, og det denne gang i en historie om, hvad det normale er, vores egen frie vilje og kærlighedens ofte svære vilkår. Og med overraskende og overrumplende drejninger undervejs. Ligesom med Undtagelsen er ankepunktet, at Jungersen har svært ved at blive færdig, men føjer for meget på. Romanen kunne snildt have været 100 sider kortere uden, at det havde trukket oplevelsen i en dårligere retning. Men alt i alt en meget fremragende og anbefalelsesværdig roman.
P.t. er jeg så i gang med Jussi Adler-Olsens Washington Dekretet, der vist blev skrevet før Q-serien. Hans gode pen og sans for det intelligente plot stråler igennem, men den er ikke på niveau med Q-serien, men mindre kan også gøre det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar