Årets ølfestival

I weekenden afviklede Danske Ølentusiaster deres vist nok 11. ølfestival. De første første festivaler blev holdt i Valby-Hallen, men nu er lokationen skiftet til mere egnede lokaler, nemlig Tap1 ved Carlsberg.

Foruden godtfolk fra fjern og nær, som alle nærer en sund interesse for lokal kultur, trækker festivalen en lang række danske mikrobryggerier til, samt enkelte af de større bryggerier og diverse ølimportører. Det giver en stor variation og en mulighed for at smage alskens forskellig øl.

Og det er ganske enkelt. Du køber en entrebillet og en række poletter (10.- stykket), som du så langer i hånden på den ølbod, hvor du gerne vil smage en øl. Øllet hældes op i det ved indgangen udleverede smageglas, og mængden er 5-10 cl.

Jeg selv har været med siden 2004. 2008 missede jeg, da tiden var sat af til Berlin Marathon. De første år gik man slavisk fra stand til stand og smagte udvalgte øl. Men i takt med, at ens eget kendskab er blevet udvidet via Øllogens studieture til udlandet, ølsmagninger med videre, er "turen rundt" blevet mere selektiv - uden mængden dog er aftaget... - hvor bestemte bryggerier og øltyper udvælges. For mit vedkommende primært imperial stout.

Publikumsmæssigt er der også sket en stor udvikling. De første øl var det primært ølnørder og enkelte selskaber, der skulle "videre ud i byen", der frekventerede festivalen. Nu ser man grupper af unge kvinder, nysgerrige drenge og mænd og så videre.

De første år var vi af sted fredag eller lørdag. Men i år valgte vi torsdagen. Det var et godt valg. Der var mere plads mellem standene, ingen køer og tid til at snakke med bryggerne. Så det gentages helt sikkert til næste år.

Vanen tro...., var det bryggerier som Mikkeller, Hornbeer, Amager og til dels det lille bryggeri, der trak op i forhold til vores smagsløg. Men også Kissmeyer Beer og The Evil Twin tegner lovende. Blandt importørerne var især Alumen lovende, med øl fra det fremragende Left Hand-bryggeri.

Men top-3 over øl, jeg ikke havde smagt før er:

Stockholm Syndrome Dipa fra Kissmeyer - en imperial IPA på 9,5%
The Fundamental Blackhorn fra Hornbeer - en imperial stout på 11%
Chili lakrids ale fra det lille bryggeri - en spicy ale på 6,6%

Men generelt mange store smagsoplevelser. Bundskraberen var en Tipoldeale fra Hornbeer. En sur satan.

Vi glæder os til næste år!

Brøndby-FC København 5-0

Som fan af hvilket som helst hold, kan man let få tendenser til det kæphøje. Især i perioder, hvor holdet klarer sig godt - og måske endda bedre end rivalerne/arvefjenden.

I de tilfælde, kan det være meget godt at komme ned på jorden igen. Det kan gøres ved, at mindes smertelige nederlag. For FCK's vedkommende er ét af disse nedslagtningen på Brøndby Stadion den 16. maj 2005. BIF vandt 5-0, og den sejr kunne snildt have været blevet endnu større. FCK sejlede rundt, men dybest set var sejrens størrelse, BIF's egen fortjeneste. Holdet var måske det bedste fra Vestegnen i mange år - og er ikke set bedre siden! Pestilensen (Thomas Kahlenberg) dirigerede holdet med kompetence og overblik, og udraderede mere eller mindre FCK's midtbane og forsvar, mens Skoubo og Elmander gjorde stort set, som det passede dem.

Jeg så kampen i Odense, og blandt en flok BIF'ere. Det i forbindelse med den lederkonference, der skulle holdes dagen efter, og som vi var med til at arrangere. Længe efter, at kampen var slut, sad jeg fortsat forstenet foran fjernsynet, mens BIF'erne med flere fejrede sejren med middag, vin og øl. Jeg blev revet ud af trancen, da min vicedirektør ringede og spurgte til, hvordan det gik med at gøre klar til konferencen og skulle da også lige spørge til resultatet (han stod i det tilstødende lokale og kendte godt til nedslagtningen). Jeg mumlede et eller andet, og valgte at tage det med et smil - her hjalp drilleriet for en sjælden gang skyld!

FCK har siden da haft flere muligheder for at revanchere nederlaget, med 4-0-sejren for 2 år siden i Parken, som den mest oplagte. Her håbede alle, at det nu ville lykkes at vaske den plet af, men HamKam-fætteren - som Ståle Solbakken blev omtalt som på daværende tidspunkt - valgte at træde på bremsen. Til stor fortrydelse for mangt en FCK'er. Og så kan det være lige meget, at BIF ikke har vundet DM siden 2005 - det nederlag på 5-0 sidder fortsat langt fremme i hukommelsen og gnaver. Målene kan ses her....

FCK og det 9. mesterskab

Ja, varemærket Guld tilhører efterhånden FC København. Det 9. mesterskab er netop hentet hjem. Det er det 3. i træk og det 8. indenfor de seneste 11 sæsoner.

Mesterskabet kom i hus 7 runder før tid, hvilket ikke er sket før i Danmark. Samtidig har klubben sat pointrekord for et dansk mesterhold, ligesom rekorden med flest hjemmesejre i træk nu også er FCK's. Og rekordlisten er funderet i et fast spilkoncept, opbygget gennem de seneste 11 år, startende med Roy Hodgson og videreudviklet gennem trænerne Hans Backe og sidenhen Ståle Solbakken.

Konceptet er sammen med et såkaldt blueprint for, hvilken type træner, spiller med videre, FCK skal bygge på, baggrunden for succesen, og som de seneste år har givet sig udslag i et sammentømmeret kollektiv af individualister, holdånd, fællesskab og vilje. Spillerne kender deres rolle og plads, og får frihed til at udvikle egne kompetencer - til fælles bedste.

Du kan også vende det om og se på FCK's nærmeste konkurrenter, OB og Brøndby, og se, hvad der IKKE gør et hold til danske mestre:

• Skiftende trænere og som bliver ansat ud fra navn og resultater, og ikke hvordan de passer ind i kulturen. Med Brøndby og Kent Nielsen som det bedste/værste eksempel
• En administrativ ledelse, der blander sig i de sportslige dispositioner
• Svage sportschefer/-direktører
• Evindelige indkøb, uden mål eller med
• Køb af individualister, uden tanke på, om de passer ind i spilkonceptet. Med OB som det bedste/værste eksempel
• Uro i spillertruppen, hvor spillere gerne brokker sig for åben mikrofon over klub og træner
• En selvforståelse, der ikke står mål med det, der sker på banen eller tabellen i almindelighed

Blot for at nævne nogle eksempler. Dermed ikke ment, at FCK er ufejlbarlige, men de har nu over 10 år vist, at deres koncept holder - med de fejlskud, der uvægerligt vil ske undervejs.

Til næste år venter ganske givet det 10. mesterskab - trods ny træner og roterende svingdør - og det gør unægteligt Superligaen forudsigelig og kedelig. Så selvom, at jeg er FCK, håber jeg, at FC Midtjylland, OB, Brøndby med flere snart kommer op i gear igen.

FORZA FCK! Og endnu en gang tillykke med mesterskabet.

Kiss me, Kiss me, Kiss me.....

Det er i dag 24 år siden, at The Cure udsendte albummet Kiss me, Kiss me, Kiss me. Det var opfølgeren til Head on the door fra 1985 - et album, der for Cures vedkommende for alvor banede vej til en bredere og større lytterskare. Og med Kiss me kom det egentlige kommercielle gennembrud, hvor sange som Hot hot hot og Why can't I be you fandt vej til dansegulve og de kommercielle radiostationer. Nævnes skal også Just like heaven, der gjorde det legitimt for den sortklædte surmulerkult at kunne lide en god popmelodi! En tidsløs klassiker, der rammer direkte i hjertekulen og popskoene - på den gode måde.

Kiss me er på ingen måde det bedste album fra Cures hånd. Svagheden er, at det stritter i alle retninger. Flere af numrene peger tilbage på deres hidtil svageste album, The Top, andre er en videreførelse af Head on the door, mens andre igen peger længere tilbage til Pornography og Faith. Men - albummet rummer også nogle af bandets fineste øjeblikke. Foruden de tre førnævnte hits, kan The perfect girl, Catch, One more time, All I want og ikke mindst A thousand hours fremhæves. 

I øvrigt var den turné, der fulgte i kølvandet på albummet, første gang, at jeg oplevede Cure live. Det var i Brøndby-Hallen, og jeg husker det som værende en stor aften - uden dog at være den bedste koncert, jeg har oplevet med dem. Her er, hvad de spillede den dag: http://www.cure-concerts.de/concerts/1987-10-24.php

2 år efter fulgte Disintegration. Et fyrtårn blandt fyrtårne, og én af de bedste plader, der nogensinde er udgivet - i hvert fald i min optik.

Kiss me blev for nogle år siden genudgivet i forbindelse med bandets opsamling af bagkataloget, i form af en række deluxe editions. Den ekstra cd rummer demo-optagelser med videre, men er ikke så helvedes interessant. Men her 24 år efter står førnævnte sange fortsat skarpe og vitale, og sætter en fed streg under Cures evne til at skabe tidsløse melodier. Lyt blot til denne.....

Vænget - et barndomsminde

De første knapt 5 år af mit liv boede jeg i Vænget i Benløse. Det er en sidevej til Holbækvej, og når jeg er på de kanter, kaster jeg altid et blik ned af vejen.

Søster og bror i haven, marts 1969

Vi boede i nummer 3, og den dag i dag bilder jeg mig selv ind, at jeg godt kan huske, hvordan huset var indrettet. Ind af hoveddøren, til højre lå køkkenet, til venstre var badeværelset samt min søsters og mit værelse. Gik man i stedet lige ud kom man ind i stuen, og drejede man til venstre derinde, kom man ind i vores forældres soveværelse.

Jeg husker også genboen, Anni og Holger. Her blev jeg passet - den gang brugte man ikke ordet dagpleje - både mens vi boede der og inden, at jeg begyndte at gå i skole. De havde to døtre, Helle og Irene, men dem husker jeg ikke rigtigt længere.

Naboen til den ene side var Madsens og deres børn, Jan og Jette. Jette var min dansepartner til Moderne dans på Benløse Kro. Og hun var den pige, jeg fik mit første kys af - nede ved marken for enden af vejen.

Der var også Theis og Brian. De boede i nummer 9, og var mine bedste legekammerater. Der blev spillet fodbold, leget cowboy og indianer, set Tarzan-, Flemming- og De 5-film, læst seriehæfter og Jan- og Kim-bøger og så videre. De var også ofte med i vores sommerhus i Dronningmølle. Vi fulgte hinanden i årene efter, at vi flyttede, men som den slags ting sker, ebbede det desværre ud.

Der var også andre jævnaldrene på vejen. Per, Kim, Joachim med flere, men det var mest Theis og Brian, jeg "hængte ud med". Men i dag er Per og jeg rigtig gode kammerater, hvor vi via de snørklede veje, livet ofte går af, for en del år siden "rendte sammen" igen.

Fra Pers (og hans søster Lones hus) har jeg også et varigt minde. Det var her, at jeg i en alder af to år fik en finger på højre hånd i klemme i hoveddøren. Der blev kappet et stykke af fingeren, der i dag er 1½ cm kortere end den tilsvarende på den venstre.

På Holbækvej lå Købmand Jørgensen. Her blev der snoldet studenterbrød, hold kæft-bolcher og hvad der ellers var på hylderne.

Vi flyttede fra Vænget ved nytårstid 1972. Mine forældre kiggede på flere huse i Benløse. Vi trivedes i området og min søster gik på Benløse Skole. Men det rette hus blev fundet i den anden ende af byen - i Søndre Park, og nærmere betegnet Ligustervænget 19. Her boede mine forældre til 2000.

Vænget 3, juli 1970

Huset i Vænget blev overtaget af min kusine, Kukker, og hendes daværende mand, Finn. Finn bor vist fortsat i huset.

Næste gang, jeg kommer forbi vil jeg igen tænke på Jette, Anni-mor, Theis, Brian og så videre.

Manchester United - engelske mestre for 19. gang

Den engelske liga slutter i morgen, og det i stor Manchester United-triumf. Klubben sikrede allerede sidste weekend det 19. mesterskab, hvilket er mesterskabsrekord i England. De 12 af dem er hentet under Alex Fergusons ledelse. Mesterskabet er på mange måder et paradoksernes et. Holdet er måske det svageste i mange år, individuelt set, skaderne er væltet ned over truppen og samtidig har rivaler som Chelsea, Arsenal, Manchester Shitty og Liverpool rustet kraftigt op og købt spillere på øverste hylde.

Dermed er mesterskabet også en understregning af, at titler også kan vindes på vilje, flid og holdånd. For netop det har været kendetegnet ved United i år. Jeg har personligt skreget på en leder af Cantonas eller Roy Keanes kaliber, men pointen har måske netop været, at det ikke har været nødvendigt med den store lederskikkelse.

Hvorom alting er, har tre aldrende herrer en stor andel i dette mesterskab:

40-årige Edwin van der Sar (eller vel snarere Safe!). Han har igen i år stået aldeles fremragende og har haft afgørende indgreb i mange kampe. Den sikre skanse, der også løfter forsvaret. Desværre stopper han med al sandsynlighed karrieren efter næste lørdags Champions League-finale.

37-årige Ryan Giggs. Spilleren som trodser alderen og "naturen", og spiller med en vitalitet, energi og vilje, som var han 20 år. Den ydmyge spiller, som finder sin plads og giver alt for holdet.

69-årige Sir Alex Ferguson. Manageren, som hele tiden formår at genopfinde holdet, time spillernes form og sætte holdet sammen på en vindende måde. Rotationsprincippet har betydet, at Uniteds idealhold vel består af 15-16 spillere, og det giver unikke muligheder. Samtidig har han formået at skabe et kollektiv, hvor alle arbejder for alle.

For mit vedkommende har højdepunkterne været hjemmesejrene over Liverpool (Berbatovs hattrick står fortsat klar i erindringen) og Manchester Shitty (Rooneys perle er ÅRETS mål) og udesejren over West Ham, hvor United var bagud med 2-0 efter 64 minutter, men endte med at vinde 4-2. En understregning af holdets vilje og evne til at trække sig selv op ved hårrødderne.

Næste sæson?

Men allerede nu kan der så ses frem til næste sæson. Vi kan nok vente, at der sker en større udskiftning i Chelsea, Arsenal og Liverpool vil ganske givet forsøge at forstærke holdet på væsentlige pladser, ligesom Shitty endnu en gang vil forsøge at købe sig til et engelsk mesterskab.

For Uniteds vedkommende skal der findes en ny målmand. Danske Anders Lindegaard er ikke van der Sars direkte afløser, og der hentes nok fra øverste hylde. Forsvaret ser ud til at være godt dækket ind, mens der skal hentes forstærkninger til midtbanen. Det er usikkert om Scholes fortsætter og Giggs' afløser skal køres ind. Evertons Rodwell og Inters Snejder kunne være nogle bud. Angrebsmæssigt er holdet umiddelbart også dækket godt ind, men afhænger noget af, hvorvidt Owen og Berbatov fortsætter. Men samtidig kommer Wellbeck og Macheda tilbage. Sir Alex har været ude at sige, at der hentes tre forstærkninger og gisningerne er mange. Only time will tell.....

Tillykke til Manchester United med det 19. mesterskab. Vi glæder os allerede til næste sæson!

Kommende koncerter

Programmet for koncerter i 2. halvår af 2011, er efterhånden ved at tegne sig.

Der lægges ud med Roskilde, med hvad der deraf følger. Et kig på plakaten viser, at der er en 10-15 navne, jeg gerne vil høre, men den endelige spilleplan laves først, når programmet er lagt endeligt fast.

Roskilde følges op af Morrissey i Operaen. Det kan kun blive en stor oplevelse, og da han er "mellem albums" bliver det ekstra spændende, hvad han spiller op og ud med.

5. august står Mikael Simpson i Tivoli. Han leverer altid varen - også live. Igen én, der er "mellem albums", så der venter en spændende aften.

Det gør der også mandagen efter, hvor Low gæster Lille Vega. Der venter en intim og smuk aften, hvor hovedvægten nok lægges på én af 2011 bedste plader, C'mon.

I september står den på Sort Sol - igen i Tivoli. Og spændende bliver det, om de kan følge op på den store aften i Ringsted.

Efter Sort Sol følger The Specials i Vega. Et band, jeg ikke har lyttet så helvedes meget til, men billetten måtte bare i hus. En band, der har inspireret mange af nutidens bands - og som jeg lytter til.

Måneden sluttes nok af med Jens Unmack/Mikkel Damgaard i Præstø.

Arcade Fire mangler desværre på listen, men den dag, de spiller i andedammen, er jeg udenlands.

Og lur mig, om der ikke føjes nogle flere navne til. Blandt andet Gimle plejer at være leveringsdygtig i en koncert eller to. Desuden håber jeg, at De efterladte "tager en tur på landevejen".

Ganske vist er også, at andre, ellers spændende, koncerter bliver fravalgt. Erfaringen....er i hvert fald, at jeg er blevet for gammel til koncerter på en hverdagsaften i det københavnske, hvor oplevelsen "spoleres" af, at jeg hele tiden glor på uret og tænker på, hvilket tog, jeg kan nå og hvor mange (eller snarere få) timers søvn, jeg kan få. Kedelig og gammel, som er blevet....

Endeligt skal programmet jo også koordineres med FCK's kampprogram, der forhåbentligt vil indeholde en række Champions League-kampe....

Nå, men godt og oplevelsesrigt bliver det. Rock and roll will never die....

Den som dræber

Søndag fik vi sidste afsnit af første sæson af TV2's store seriesatsning, Den som dræber. Og måske det sidste afsnit, overhovedet. Ifølge medierne har serien skuffet TV2-ledelsen, seertallene har været dalende og tv-anmelderne kritiske og mavesure. Men så dårlig har serien nu heller ikke været. OK, den var ikke på højde med Rejseholdet, Krøniken eller Forbrydelsen, men betydeligt bedre end nyere danske serier som Lykkevej, Lykke, Ørnen, Hotellet og Sommer. Plottet var skruet fint sammen, skuespillet glimrende og der blev for hver omgang søgt nye veje til sindets mørkeste afkroge.

Men jeg medgiver gerne, at handlingen ofte var lidt for forudsigelig og til tider utroværdig. Og så manglede den nok så berømte "cliffhanger". Den, der fik os til at vente utålmodigt på næste afsnit og som fik os til at tale om serien på jobbet, studiet med videre. Her var Forbrydelsen eminent.

Nå, men jeg håber da, at serien vender tilbage. Indtil da ved vi, at der til efteråret kommer en ny sæson af Borgen og at en serie om slaget ved Dybbøl er under opsejling. Og så måtte DR da for gud-ved-hvilken-gang gerne genudsende Matador - alle tiders bedste tv-serie. Ej heller skal glemmes serien over 21 afsnit i løbet af julimåned - årets Tour de France, hvor hovedrollerne indtages af Alberto Contador, Andy Schleck, Tony Martin og Cadel Evans. Men det er en helt anden snak.....

Manchester United - den mest succesfulde klub i England

I går vandt Manchester United sit 19. engelske mesterskab, og dermed er klubben nu den mest succesfulde klub i England - Liverpool har 18. titler. Mesterskabet kom i hus efter uafgjort mod nedrykningstruede Blackburn - Uniteds enlige mål blev sat ind af Wayne Rooney på et iskoldt eksekveret straffespark.

En sindssyg vigtig titel for alle United-fans, og måske den vigtigste siden 1993, hvor United hentede det første mesterskab under Alex Fergusons ledelse. Man kan samtidig tørt konstatere, at stillingen mellem Sir Alex og Liverpool nu er 12-2, målt på engelske mesterskaber.

En foreløbig kulmination på rivaliseringen mellem United og Liverpool, og i sammme boldgade kan hentes et par skarpe jokes:

What did Gerrard (Liverpools anfører) do when he won the Premier League? Turned off his PlayStation.

Manchester United have MUTV,
Arsenal have Arsenal TV,
Chelsea have Chelsea TV
Liverpool have the History Channel

Men mere herom senere. Indtil videre kan disse jubelscener nydes i fulde drag:

Hoping to find some long forgotten words or ancient melodies

På et utal af plader, findes cover-versioner af andre musikeres sange. Og på Youtube findes endnu flere optagelser i samme "genre". Nedenfor kan Low's version af Toto-klassikeren Africa høres og ses. Først spottet af med-blogger Peter Krogh (Another night in). Low er ét af mine absolutte favorit-bands, og Toto var et af de bands, jeg lyttede en del til i min "spæde" ungdom, og visse af deres sange kan jeg ret beset også lide den dag i dag.

Denne version er måske overraskende, underlig, forunderlig og så videre, men den sætter i hvert fald en fed, fed streg under Mimi Parkers smukke og enestående stemme. Læg også mærke til, hvordan Alan Sparhawk (denne gang på trommer) undervejs sender hengivne smil og blikke til sin hustru. Meget varmende. Og et eller andet sted, kunne det være morsomt, hvis de inkluderede dette nummer i sættet til koncerten i Vega til august.....

Nicklas Bendtner....

Arsenal-reserven Nicklas Bendtner har i dag valgt at melde afbud til EM for U21-landshold. Man skulle ellers tro, at en slutrunde og så i eget hjemland, måtte være noget af det største, du kan opleve som fodboldspiller. Og derfor har Danmarks største fodboldtalent, Christian Eriksen, selvfølgelig meldt sig klar. Det samme har Simon Kjær selvfølgelige gjort. Men OK, mon ikke, at Danmark vil klare sig uden en spiller, hvis ego er betydeligt større end hans talent.

Jeg ønsker i hvert fald Danmark god vind ved slutrunden. Og god ferie til Bendtner. Den er tiltrængt ovenpå en hård og lang sæson, hvor han har fået oceaner af spilletid, spillet strålende og spillet helt op til det potentiale, han selv mener at besidde..... (ironi kan være anvendt).

De efterladte - og et tilbageblik

6. juni sender De efterladte albummet Traditionen utro på gaden. Og de første smagsprøver tegner lovende. Måske årets mest imødesete album - i hvert fald her på matriklen.

Bag bandet står blandt andet Peter H. Olesen. Første gang, jeg hørte ham, var som forsanger i bandet Green. Og det på et værelse på Syrenvej i Ringsted, hvor min gode ven, René, i 1987 introducerede mig for dem gennem bandets selvbetitlede debut-ep. I efteråret 87 (eller var det foråret 88?), henter jeg selv ep'en i den nu hedengangne pladeforretning, Gry.

Herefter er der stille omkring bandet - i hvert fald ude i provinsen - men i 1992 udsender de så albummet Teenage Museum, og hvor de nu hedder Greene. Jeg husker fortsat meget tydeligt første gang, jeg hørte albummet. Det var i et eller andet radioprogram en lørdag eftermiddag på vej hjem fra fodbold. Og jeg blev holdende i indkørslen og måtte høre programmet færdigt, mens schæferen Tim stod ved døren og ville luftes. Albummet holder den dag i dag.

Kort tid efter får jeg min koncertdebut med dem, hvor de spiller op og ud i Musikcafeen. En magisk aften. Sidenhen er det vel blevet til 20 koncerter (eller mere) med Peter H. Olesen (under navnene Greene, Olesen-Olesen og eget).

Over de næste par år udsender de pladerne Lovers lingo og Minor sun, der begge ligeledes er fabelagtige. Nok var jeg ved de første gennemlytninger af førstnævnte meget skeptisk, men for hver gennemlytning krøb det lige så stille ind under huden på mig.

Greene bliver efterfølgende til Olesen-Olesen og teksterne til danske. Og de bliver sammen med Nikolaj Nørlund frontløberne for den danske bølge. 7 albums bliver det til, og alle holder et tårnhøjt niveau. Sange om fortid, nutid og samtid, og med genkendelighedens glæde og overraskelse - set fra lytterens side. Voksenmusik, kan man vist kalde det, og musik til alle stunder. Et par af deres albums kan fortsat erhverves via deres pladeselskab Melodika.

Med dobbeltalbummet Kain & Abel sluttede Olesen-Olesen. Den ene Olesen, Henrik, gør sig i dag under navnet Ukendt under andet navn, mens den anden, Peter, altså albumdebuterer med De efterladte til juni. Det glæder jeg mig til, og albummet må meget gerne ledsages af koncertdatoer.

Gem et lille smil til det bli'r gråvejr....

De sidste 10 år har FC København været det dominerende hold i dansk fodbold, med 8 mesterskaber og europæisk succes. Men det er altid værd at huske på, at efter sol kommer der regnvejr, og at det også i fodbold går op og ned. Spørg bare Brøndby, Liverpool, Juventus med flere om dette.

Derfor har jeg også på min pc gemt nedenstående indlæg, skrevet af -smølle i 1999, og efter endnu en sæson, hvor de store armbevægelser og ambitioner på ingen måde stod mål med spillet på grønsværen. Og jeg læser det fra tid til anden - som en venlig reminder om at nyde den nuværende succes, for selvfølgelig varer den ikke ved.

Læs med - om ikke andet, så for at "mindes", hvilken elendighed, håbløshed med videre, FCK en gang var kendetegnet ved - både i administration og spillertrup. Og hvor hver sæson endte med, at målet blev at kæmpe for overlevelse.

Mangt en fodboldfan kan nok nikke genkendende til de følelser, -smølle her sætter ord på.


Sæsonen er slut
Indsendt af -smølle Torsdag, 6 maj 1999, kl. 1:13

"Sommeren er forbi nu,
og den nærmest fløj afsted
Tomhændet står du tilbage og kan ikke følge med
Det sortner for dine øjne
Mens du stirrende står og ser
Endnu et dødt løb blive kørt med dig som blind passager"

C.V. Jørgensen

Det er slut nu. Sæsonen er slut. Og her i foråret begyndte den ikke engang. Intet, FCK's førstehold kan gøre nu, vil kunne rette op på den følelse af tomhed og desillusion, vi fans føler i netop disse timer.

28. maj - sejr mod Brøndby: oh who cares? Det ville da være OK at slå dem, specielt hvis de stadig skulle have en chance for at vinde mesterskabet igen - for fjerde år i træk - ja, det er sådan landet ligger, og sidst blev det til the Double.

Men hvilken rolle spiller det i sidste ende? Da FCK i sæsonen 1994-95 lige pludselig spillede som bæ på brød efter at have styret i to år var det jo en glimrende trøst at kunne slå Brøndby. Fire gange på en sæson, og på den måde blev det sat helt i skyggen, at FCK ikke kunne meget. Det kunne Brøndby nemlig heller ikke. Bortset fra at de altså var to points fra mesterskabet, og at vi var to points fra at rykke ned. Men på det tidspunkt troede ingen, at vi ville leve i skyggen i fem år.

Men i dag? Hvad rolle spiller det? De slog os på et tidspunkt, hvor det havde betydet alt for os at slå dem. Men hvis vi slår dem sidst i maj vil det betyde intet, nada, squat for os. Vi er til grin. Vores sæson er skudt i sænk, vi er ydmyget. Og der er mere end en måned tilbage. Hvordan skal vi gå gennem den måned?

Skal vi blive ved med at slås med næb og kløer for den latterlige fjerdeplads, der måske, men også kun måske, vil give os en plads i Europacupen? Skal holdet gå på banen med den indstilling, at det stadig er Danmarks bedste trup? Eller skal spillerne blot sige: Nu skal vi begrænse skaden og for guds skyld ikke tabe flere kampe i denne sæson!?

Jeg ved det ikke, er der nogen af jer som gør det? Jeg ved ikke hvad FCK skal gøre, jeg ved dårligt nok hvad jeg selv skal gøre. Jeg er deprimeret, men ikke på den rare måde, hvor man ved, hvem der burde
straffes. Kun på den opgivende måde, hvor man synes, man knokler sin røv i laser og lader sig stresse for at støtte en håbløs sag, helt alene på frontlinien.

Det er til at tude over, at man uge efter uge som fan synes, at man giver hvad man kan for at piske det hold man føler for frem, frem og atter frem, og så igen og igen blive svigtet.

Og det er derfor, det er så velgørende for en gangs skyld at høre ligesindede synge ”We’re shit… and we know we are!!” ud over Parken. For ligesom da vi sidste uge diskuterede, om ikke den aktion med
handskerne, som ikke blev til så meget, bundede i at nogle 100% loyale fans var frustrerede (hvilket jo naturligvis var tilfældet) var aftenens pibekoncerter jo selvfølgelig ikke udtryk for at en flok skide medløbere syntes, at de var blevet tørrede.

Nej, det er resultatet af at vi, der har set hver eneste fucking hjemmekamp siden engang i september 1994 eller før bare ikke kan mere – vi føler os slidt op efterhånden, og vi er drevet til fortvivlelsens rand. At tabe til Herfølge – IGEN – er en ydmygelse. Det er ikke til at bære mere. Det var ikke Barcelona, vi tabte til. Det var det lortedeste af alle lortehold, der findes. Det var ikke et fodboldhold, men en flok bønder,
der intet kunne eller ville. Der var ikke en hæderlig spiller på det hold. Ingen af dem havde lyst til noget efter at de havde fået vores offsidefælde til at kollapse én gang. De skabte intet, kunne intet. Men de var oppe mod en værre modstander – FCK.

Så sådan må det gå. Vi er ikke en klappemaskine, og vi kan ikke lægge vores tårer og sorg væk når det vi føler for bliver kastet væk og mishandlet på den måde. Vi kan ikke igen og igen lade optugtelsen gå over naturen. Til sidst må vi reagere. Aftenens pibekoncert var der ingen, der kunne forhindre, for det var flere års frustrationer, der simpelthen måtte få afløb.

Og hvad er løsningen? Ingen. Jeg ved ikke, hvad løsningen er på dette helvede. Jeg ved ikke, om der er en. Alt hvad jeg ved er, at det det slider mig op indvendigt.

Ingen skal komme og sige: Tag det roligt, for det er jo bare et spil. Gu’ er det ej. Det er mit liv, og lige nu er det ikke til at holde ud.

Four more years og valget i 1998

I disse valgrummel-tider, peger mange på, at det kommende valg til Folketinget kan sammenlignes med det i 1998. Et valg, Poul Nyrups regering vandt med en 100 færøske brevstemmer over den bedste statsminister, Danmark aldrig fik, nemlig Uffe Ellemann.

Op til valget førte den daværende opposition, men med en svinsk skræmmekampagne i slutfasen, fik socialdemokraterne hevet sejren i land. OK, skræmmekampagnen var ikke mere svinsk end, at Venstre den dag i dag excellerer mere end ganske fint (eller snarere skidt) i den metier!

Som det var traditionen, fulgte jeg valgaftenen sammen med mine forældre. Menuen var en god middag, kaffe, kage og cognac. Og vi var helt ude på sofakanten i takt med, at resultaterne tikkede ind. Da resultatet var en kendsgerning, troppede Nyrup op på Christiansborg, visende 4 fingre og til takterne fra "four more years, four more years". I stuen på Ligustervænget viste mine forældre og jeg kun én finger.... Straks efter rejste min far sig fra sofaen og et øjeblik troede jeg, at han ville smadre fjernsynet. I stedet smækkede han så hårdt med døren, at det kunne registreres på Richter-skalaen. Min mor og jeg sad lamslåede tilbage og skænkede den mest granvoksne cognac.

I tiden efter væmmedes vi, hver gang vi så Nyrup på skærmen og det er et under, at deres og mit fjernsyn overlevede. På det tidspunkt var Nyrups regering kendetegnet ved blokpolitik, magtfuldkommenhed, arrogance, bedrevidenhed, intolerance og med at nedgøre alle andre. Ironisk nok kan samme kendetegn i dag sættes på VKO-regeringen og alene af den grund, er der brug for et regeringsskifte.

Eftertiden har dog vist, at Nyrup var én af de store statsministre og hans regeringer plantede de frø og lagde det økonomiske fundament, som det gjorde det muligt for Fogh at føre overbudspolitik.

Men jeg er også overbevist om, at dansk politik havde set anderledes ud, havde Ellemann vundet valget. DF havde ikke fået den store indflydelse, som de fik efter 2001, Ellemann havde droppet blokpolitikken og fulgt Schlüter-doktrinen om samarbejde i og ud af Folketinget, vi havde ikke haft nogen Muhammed-krise og den aktive EU-politik var fortsat frem for nu, hvor VKO konstant søger at sætte barrierer op. Sådan skulle det ikke gå - desværre......

Morrissey i juli

Efter flere dages rygter, blev det i dag bekræftet, at Morrissey gæster Danmark til juli. Og det med koncerter i Aarhus og København. Går billetsalget, der begynder på tirsdag, min vej, vil jeg 11. juli være at finde i Operaen, hvor den sanger, jeg ret beset har lyttet mest til gennem mit efterhånden "lange" liv", spiller op og ud.

Det skete senest i juni 2009, hvor KB-Hallen blev lagt ned af Smiths-klassikere og udvalgte numre fra hans solo-katalog.

Jeg glæder mig allerede og kan passende varme op med denne, der på mange måder blev afleveret mere end overbevisende i Forum (dog her i en anden optagelse....):

Pladeåret 2011 - so far

Vi er nu mere end 4 måneder inde i 2011, og noget tyder på, at det, i hvert fald plademæssigt, kan blive én af de store årgange. Ser jeg på de nye plader, jeg har hentet hjem over de seneste 4 måneder, holder de alle et højt niveau, er blevet spillet meget og forekommer mere end langtidsholdbare. Fra en kant kan nævnes Low, Vaccines, R.E.M., PJ Harvey, Glasvegas, Raveonettes, Veto, Green Pitch og White Lies. P.t. er konkurrencen om årets bedste album mellem PJ Harvey og Raveonettes - med lille fordel til sidstnævnte.

Dertil kommer Rumer og Stoffer & Maskinen, som dog begge er fra 2010.

Skuffelser har der også været, og de mest gedigne har været James Blake, Oh Land, Anna Calvi og The low anthem. De har alle fået fremragende anmeldelser og roser på diverse sites og Facebook, men mig siger de ikke det store. Oh Land er decideret kedsommelig og James Blakes stemme bliver jeg irriteret på, og pladen flytter sig ikke ud af stedet.

Og så er der også udkommet plader, der helt sikkert ikke kommer forbi denne matrikel - som eksempelvis Martin Brygmann og Rasmus Walter. Førstnævnte er efterhånden selv en parodi på de parodier, han laver og sidstnævnte (som har lavet nogle OK ting i Grand Avenue) har ramt min radio et par gange og hver gang kravlede mine undergevandter så højt op, at jeg kunne være med i Bee Gees eller et drengekor fra Betlehem.

(Det skal ikke udelukkes, at andre så har samme oplevelse med de plader, jeg synes er gode....).

Nå, men jeg ser frem til de næste måneder af 2011, og den p.t. mest imødesete udgivelse, er debuten med De efterladte. Smagsprøverne derfra virker lovende!

Årets musikprojekt?

Bandet moi Caprice er blandt mine absolutte favoritter på den danske musikscene. Og derfor var forventningerne store, da jeg læste nyheden om, at bandets forsanger, Michael Møller, ville søsætte musikprojektet A Month of unrequited love, hvor der hver dag i maj udgives en sang om ugengældt kærlighed.

Sangen er kun tilgængelig for download den ene dag, men når projektet er til ende, vil det være muligt at købe sangene enkeltvis i iTunes.

Hele projektet er internet-baseret, og finansiering sker gennem køb på iTunes og donationer. Og bliver produktionsomkostningerne dækket via disse donationer, vil sangene også blive samlet på en 2CD eller 3LP.

Et meget spændende og ambitiøst projekt, og de tre første sange lyder mere end lovende. Man nikker genkendende til Michael Møllers tone og lyd, men kan også allerede nu notere, at han med projektet søger nye, kringlede stier og prøver sig selv af i andre sammenhænge.

Herfra er der anerkendende nik, ros og klapsalver, og jeg glæder mig i hvert fald til de næste 28 dage.

Hermed anbefalet og læs her mere om projektet.

Melodi grand prix....

Det er ved at være tid til det internationale melodi grand prix. Eller hvad ved jeg? Det er mange år siden, at jeg har fulgt med, men da jeg var barn og i de første ungdomsår, blev grand prix'et fulgt tæt.

Det danske og internationale grand prix var en festaften i det lille hjem, og der blev stemt, hujet og "sunget" med. Og efter grand prix'et sad man klar med sin båndoptager for at optage de bedste sange, når de blev spillet i Hej P3. Hvis singlen, kassettebåndet eller LP'en derfra da ikke blev hentet hjem hos den lokale pladeforretning, der dengang var Lydbølgen eller Nyholm-Olesen.

3 af mine favoritter gennem tiden fra det internationale grand prix er:

Ret beset er den stadig ret god, og med en smertefuld og mørkrandet tekst - især for en festaften, som grand prix'et var og er.

Carola - med smil, udstråling og glæde

Nu lytter jeg igen til Baccara, og så god var den heller ikke, men den var blandt dem, der faldt først for. Og måske hænger det sammen med, at den efterfølgende blev spillet flittigt til klassefesterne!

Og blandt de danske kan nævnes:

Snapshot leverer en god popsang, med et genkendeligt omkvæd. Og singlen har jeg vist stadig et eller andet sted....

Den dengang ukendte Trine Dyrholm. I mine ører fortsat én tidernes bedste, danske grand prix-bidrag

Miss B. Haven leverede tekst og musik, og så gik det sjældent galt. Og slet ikke, når Aud Wilken lagde stemme til.

Og så helt for sig selv - Gry:

Et elendigt nummer, som tiden ikke har været venlig ved. Men for sæven da, hvor var jeg forelsket i Gry - er det vist stadig.....

Opsummeret er det vist nemmere at finde de bedste end de værste sange, for grand prix'et havde/har sjældent noget bundniveau. Men der var mange fine bidrag, både fra dansk og udenlandsk side.

Tilbageblik på påskeferien

2 ugers dejlig påskeferie er ved at være ved vejs ende, og den gik blandt andet med at

• smørre havemøbler
• tømme Bauhaus
• nyde kolde øl på terrassen
• skrive breve og e-mails til nær og fjern
• blogge
• lytte til plader med blandt andet Low og Glasvegas
• grille
• se FCK hive sit 9. mesterskab og 3. i træk hjem
• lægge granitsten langs terrassen
• måle op til terrasse ved husets "aftensol"-side
• besøge gode venner
• være til koncert med Sort Sol
• være til påskefrokost hos søster-familien
• lufte plænen
• læse Helle Helles seneste roman
• have katten til sundhedstjek
• skrive brev til mit sponsorbarn i Brasilien
• cykle gode ture
• fejre min nevøs konfirmation
• plante hæk
• købe nyt tøj
• bestille billetter til årets ølfestival i København samt til koncerten med Low i august
• bestille plader hos Amazon
• slappe af og bare være

Alt i alt nogle gode dage, men det bliver også fint at komme tilbage til trædemøllen. To måneders slid venter før, at den står på 4 ugers sommerferie....