De sidste 10 år har FC København været det dominerende hold i dansk fodbold, med 8 mesterskaber og europæisk succes. Men det er altid værd at huske på, at efter sol kommer der regnvejr, og at det også i fodbold går op og ned. Spørg bare Brøndby, Liverpool, Juventus med flere om dette.
Derfor har jeg også på min pc gemt nedenstående indlæg, skrevet af -smølle i 1999, og efter endnu en sæson, hvor de store armbevægelser og ambitioner på ingen måde stod mål med spillet på grønsværen. Og jeg læser det fra tid til anden - som en venlig reminder om at nyde den nuværende succes, for selvfølgelig varer den ikke ved.
Læs med - om ikke andet, så for at "mindes", hvilken elendighed, håbløshed med videre, FCK en gang var kendetegnet ved - både i administration og spillertrup. Og hvor hver sæson endte med, at målet blev at kæmpe for overlevelse.
Mangt en fodboldfan kan nok nikke genkendende til de følelser, -smølle her sætter ord på.
Sæsonen er slut
Indsendt af -smølle Torsdag, 6 maj 1999, kl. 1:13
"Sommeren er forbi nu,
og den nærmest fløj afsted
Tomhændet står du tilbage og kan ikke følge med
Det sortner for dine øjne
Mens du stirrende står og ser
Endnu et dødt løb blive kørt med dig som blind passager"
C.V. Jørgensen
Det er slut nu. Sæsonen er slut. Og her i foråret begyndte den ikke engang. Intet, FCK's førstehold kan gøre nu, vil kunne rette op på den følelse af tomhed og desillusion, vi fans føler i netop disse timer.
28. maj - sejr mod Brøndby: oh who cares? Det ville da være OK at slå dem, specielt hvis de stadig skulle have en chance for at vinde mesterskabet igen - for fjerde år i træk - ja, det er sådan landet ligger, og sidst blev det til the Double.
Men hvilken rolle spiller det i sidste ende? Da FCK i sæsonen 1994-95 lige pludselig spillede som bæ på brød efter at have styret i to år var det jo en glimrende trøst at kunne slå Brøndby. Fire gange på en sæson, og på den måde blev det sat helt i skyggen, at FCK ikke kunne meget. Det kunne Brøndby nemlig heller ikke. Bortset fra at de altså var to points fra mesterskabet, og at vi var to points fra at rykke ned. Men på det tidspunkt troede ingen, at vi ville leve i skyggen i fem år.
Men i dag? Hvad rolle spiller det? De slog os på et tidspunkt, hvor det havde betydet alt for os at slå dem. Men hvis vi slår dem sidst i maj vil det betyde intet, nada, squat for os. Vi er til grin. Vores sæson er skudt i sænk, vi er ydmyget. Og der er mere end en måned tilbage. Hvordan skal vi gå gennem den måned?
Skal vi blive ved med at slås med næb og kløer for den latterlige fjerdeplads, der måske, men også kun måske, vil give os en plads i Europacupen? Skal holdet gå på banen med den indstilling, at det stadig er Danmarks bedste trup? Eller skal spillerne blot sige: Nu skal vi begrænse skaden og for guds skyld ikke tabe flere kampe i denne sæson!?
Jeg ved det ikke, er der nogen af jer som gør det? Jeg ved ikke hvad FCK skal gøre, jeg ved dårligt nok hvad jeg selv skal gøre. Jeg er deprimeret, men ikke på den rare måde, hvor man ved, hvem der burde
straffes. Kun på den opgivende måde, hvor man synes, man knokler sin røv i laser og lader sig stresse for at støtte en håbløs sag, helt alene på frontlinien.
Det er til at tude over, at man uge efter uge som fan synes, at man giver hvad man kan for at piske det hold man føler for frem, frem og atter frem, og så igen og igen blive svigtet.
Og det er derfor, det er så velgørende for en gangs skyld at høre ligesindede synge ”We’re shit… and we know we are!!” ud over Parken. For ligesom da vi sidste uge diskuterede, om ikke den aktion med
handskerne, som ikke blev til så meget, bundede i at nogle 100% loyale fans var frustrerede (hvilket jo naturligvis var tilfældet) var aftenens pibekoncerter jo selvfølgelig ikke udtryk for at en flok skide medløbere syntes, at de var blevet tørrede.
Nej, det er resultatet af at vi, der har set hver eneste fucking hjemmekamp siden engang i september 1994 eller før bare ikke kan mere – vi føler os slidt op efterhånden, og vi er drevet til fortvivlelsens rand. At tabe til Herfølge – IGEN – er en ydmygelse. Det er ikke til at bære mere. Det var ikke Barcelona, vi tabte til. Det var det lortedeste af alle lortehold, der findes. Det var ikke et fodboldhold, men en flok bønder,
der intet kunne eller ville. Der var ikke en hæderlig spiller på det hold. Ingen af dem havde lyst til noget efter at de havde fået vores offsidefælde til at kollapse én gang. De skabte intet, kunne intet. Men de var oppe mod en værre modstander – FCK.
Så sådan må det gå. Vi er ikke en klappemaskine, og vi kan ikke lægge vores tårer og sorg væk når det vi føler for bliver kastet væk og mishandlet på den måde. Vi kan ikke igen og igen lade optugtelsen gå over naturen. Til sidst må vi reagere. Aftenens pibekoncert var der ingen, der kunne forhindre, for det var flere års frustrationer, der simpelthen måtte få afløb.
Og hvad er løsningen? Ingen. Jeg ved ikke, hvad løsningen er på dette helvede. Jeg ved ikke, om der er en. Alt hvad jeg ved er, at det det slider mig op indvendigt.
Ingen skal komme og sige: Tag det roligt, for det er jo bare et spil. Gu’ er det ej. Det er mit liv, og lige nu er det ikke til at holde ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar